Så længe en virksomhed er solvent og kan honorere sine betalingsforpligtelser over for långiverne, bliver vilkårene i interkreditoraftalen sjældent sat på prøve. Men i det øjeblik en virksomhed rammes af økonomiske vanskeligheder, og långiverne skal vurdere deres retsstilling, viser det sig ofte, at der ikke er blevet lagt tilstrækkelig vægt på aftalens detaljer på det tidspunkt, hvor lånet blev ydet. Konsekvenserne heraf kan være alvorlige for muligheden for at beskytte den underliggende værdi.
Formålet med interkreditoraftalen
En interkreditoraftale fastlægger den kontraktuelle ramme, der regulerer rettighederne for forskellige klasser af långivere og rangordenen mellem forskellige typer gæld i forhold til betalinger og sikkerhed. Aftalen anvendes i situationer, hvor et almindeligt prioritetsdokument eller en efterstillelsesaftale ikke er tilstrækkelig til at regulere det indbyrdes forhold mellem parterne. Da forskellige transaktionstyper har forskellige typiske strukturer og gældssammensætninger, kan indholdet af den enkelte aftale variere betydeligt, men en række bestemmelser går igen i de fleste interkreditoraftaler.
Centrale bestemmelser i aftalen
De gennemgående elementer omfatter typisk rangorden og efterstillelse mellem kreditorerne, begrænsninger i adgangen til at foretage betalinger til efterstillede kreditorer, krav om samtykke ved ændringer af transaktionsdokumenterne, begrænsninger i adgangen til at iværksætte håndhævelsesskridt, kontrol med strategien for håndhævelse af sikkerhed samt bestemmelser om frigivelse af krav i forbindelse med afhændelse af aktiver.
Betalinger til efterstillede kreditorer
Hvilke betalinger der må foretages til efterstillede långivere i den daglige drift, er ofte omdiskuteret. Almindeligvis accepteres det, at afdrag på hovedstol og PIK-renter ikke må betales, mens gebyrer, kontantrenter og forhøjede omkostninger typisk kan honoreres. De begivenheder, der udløser en misligholdelsesmeddelelse fra de foranstillede långivere – herunder insolvens, brud på en finansiel covenant eller manglende betaling til de foranstillede långivere – er sjældent til diskussion. Derimod er der ofte uenighed om, hvilke betalinger der skal suspenderes, når en sådan meddelelse først er afgivet. Set fra en efterstillet långivers synspunkt er det afgørende, at betaling af rimelige advokatomkostninger fortsat er tilladt, så denne kan søge uafhængig juridisk rådgivning, mens de foranstillede långivere omvendt er optaget af at undgå værditab. Der aftales derfor typisk et loft over sådanne betalinger, hvis størrelse afhænger af transaktionen og sammensætningen af långivergruppen.
Håndhævelse af sikkerhed
Definitionen af håndhævelsesskridt er central i aftalen og omfatter typisk accelerering af gæld, inddrivelse ad retslig eller anden vej, fremsættelse af krav mod et selskab i debitors koncern samt udnyttelse af rettigheder efter sikkerhedsdokumenterne. Udgangspunktet er, at den mest foranstillede långiverklasse kontrollerer håndhævelsen af sikkerheden, hvilket har givet anledning til debat om, hvorvidt disse långivere har for stor indflydelse, når gælden kommer i vanskeligheder. Det er derfor væsentligt allerede fra begyndelsen at tage stilling til, hvilke proceduremæssige rettigheder de efterstillede långivere skal have, herunder adgang til vurderingsrapporter.
Helbredelsesret og frigivelsesbestemmelser
Mange aftaler giver efterstillede långivere og sponsorer en helbredelsesret, hvorefter ny egenkapital kan indskydes for at afhjælpe en misligholdelse. Længden af helbredelsesperioden og antallet af tilladte helbredelser er ofte genstand for forhandling. Herudover indeholder aftalerne bestemmelser om frigivelse af sikkerhed og krav i forbindelse med salg af aktiver, hvilket kræver præcis formulering for at sikre et rent salg uden krav fra efterstillede långivere. I visse transaktioner stilles der krav om en fairness opinion eller en uafhængig værdiansættelse, før en foranstillet kreditorklasse kan frigive efterstillede krav.
Stigende betydning i rekonstruktioner
2025 var året, hvor mere aggressive, amerikansk inspirerede liability management-strategier for alvor vandt indpas i Europa, ledsaget af tilhørende retssager. Denne udvikling har medført en stigende tendens til, at rekonstruktioner gennemføres kontraktuelt via interkreditoraftalens mekanismer i stedet for gennem formelle retslige processer, herunder navnlig gennem de bestemmelser om nødlidende afhændelser, der typisk findes i LMA-baserede interkreditoraftaler. Samtidig er der opstået en ny front i konflikterne mellem kreditorer, hvor selve de samarbejdsaftaler, som långivere indgår for at stå samlet, nu udfordres direkte af både debitorer og långivere uden for samarbejdet. Denne udvikling forventes at blive et centralt tema i rekonstruktionslandskabet i 2026.
Rådgivning om interkreditoraftaler
Interkreditoraftalens vilkår kan få afgørende betydning, den dag en transaktion udfordres, og det kræver indgående kendskab til både forhandling og fortolkning af aftalens bestemmelser at sikre klientens position bedst muligt.
Kontakt Ulrich Hejle hos Apex Law på [email protected] for en uforpligtende samtale om, hvordan advokatfirmaet kan bistå med udarbejdelse, forhandling og vurdering af interkreditoraftaler i forbindelse med din virksomheds transaktioner i finansieringen.